Langt om længe et indlæg med mine erfaringer omkring brugen af pralemærker!

Da jeg først blev opmærksom på pralemærkerne, var jeg fascineret af alle de små søde kort man kunne samle, og jeg var sikker på, at det også ville være et hit i mine indskolingsklasser. Metoden virkede meget amerikansk, og jeg havde mine overvejelser omkring, om jeg kunne tilpasse det min danske lærerpraksis. Jeg var dog nået et punkt, hvor jeg følte, at jeg irettesatte mere end jeg anerkendte i hverdagen, så jeg havde brug for noget drastisk, der kunne vende den negative udvikling.

Selvfølgelig anerkendte jeg mere end jeg gav mig selv kredit for. Der er meget indirekte anerkendelse i måden at omgås med sine elever på, måden at lytte til dem, og reflektere med dem over det, de siger. Men det jeg manglede var den synlige anerkendelse. Hvis man er tydelig i sine irettesættelser, bør man så ikke også være det, når det kommer til anerkendelse?

Behavioristisk tilgang?

Jeg kastede mig ud i det med mange overvejelser undervejs og refleksioner med mine kolleger. For skal man virkelig anerkendes for alt, og begynder det ikke at ligne bolsjepædagogik, hvis børnene kun gør det rigtige for at opnå et mærke? Jo, bestemt. Måske er jeg ikke nødvendigvis tilhænger af ydre motivation, men jeg er samtidigt ydmyg over for mottoet: ”Fake it ’till you make it”. Måske gør børnene ikke det du gerne vil have af indre motivation, men de gør det trods alt, hvilket er et skridt i retning af den gode udvikling.

Fokus på det positive eksempel

Jeg oplevede undervejs styrken ved det positive eksempel, hvordan jeg fremhævede eksempler for hele klassen, hver gang jeg delte et mærke ud til en enkelt. Når børnene kom og spurgte, hvad der egentlig skulle til for at få et særligt mærke, f.eks. mærket ”Et ægte julehjerte”, som er et socialt mærke, jeg opfandt i anledning af december, fik vi nogle samtaler på deres foranledning, som ikke var den sædvanlige prædiken om god opførsel, men noget de virkelig prøvede at sætte sig ind i og forstå.

Tilpasning

Jeg er sikker på, at der findes lige så mange måder at bruge mærkerne på, som der findes forskellige lærere, og du finder kun din egen metode ved at prøve. I det følgende er nogle idéer jeg har overvejet og afprøvet i min egen tilpasning.

Forskellige muligheder

I den oprindelige amerikanske metode giver man pralemærker for alt og så ofte som muligt. Det har ikke rigtigt fungeret for mig,

men min kollega praktiserer den metode, og laver dermed en masse pralemærker fra årets begyndelse, som hun har liggende i kasser klar til uddeling.

For mig fungerer det bedre at lave specifikke mærker til de udfordringer, jeg støder på undervejs. Jeg kan ikke fokusere på så mange mærker samtidigt. Jeg laver enten

mærker, der passer til et fagligt emne eller en kompetence, som jeg gerne vil øve med dem, eller mærker som ninjamærket, som er en serie, der træner områder inden for klasseledelse. Jeg hænger dem op på væggen og klipper dem

først, når de skal bruges, så jeg ikke ender med at have brugt tid på at lave en masse, som jeg ikke får delt ud.

Neden under har jeg prøvet at kategorisere forskellige måder, hvorpå jeg bruger mærkerne:

Idéer til anvendelse

Det er nærliggende at bruge mærkerne til at honorere specifikke færdigheder, men de kan også sagtens bruges i arbejdet med kompetencer:

Eksempel på klasseledelse:

”Jeg er en star, når vi har vikar” – mærket, som jeg bruger i de klasser, der er særligt udfordrede på det område. Se også ninjamærkerne!

Eksempel på faglige færdigheder:

”Tabeltricket”-mærket. Dette bruger jeg, når jeg lærer dem tabeltricket i 3. klasse. Det er en særlig faglig færdighed, som jeg ved de alle kan opnå, hvis de øver den.

Eksempel på øvelse hjemme:

Jeg finder tit apps, som de kan lege/øve sig med hjemme i matematik ud over lektier. Her er det en skakapp, hvor de spiller mod Magnus på forskellige alderstrin.